Både master og tårne er meget modstandsdygtige over for belastninger i lodret retning. Kunder spørger os ofte, om en mast kan bære en bestemt mængde udstyr (udtrykt i kilogram). Svaret er næsten altid ja – for mastkonstruktioners statik er den samlede sideflade af de monterede antenner nemlig langt vigtigere end vægten. Masten fungerer som et sejl og genererer store udtrækningskræfter på de liner, der spænder den, hvilket får den til at vippe væk fra lodret.
Et kendetegn ved en korrekt udformet konstruktion er, at afvigelsen fra lodret ikke overstiger 1:100 af højden ved den maksimale vindhastighed, der er karakteristisk for den vindzone, hvor konstruktionen er opstillet. Det fremgår af ovenstående, at den forventede vindzone og det samlede sideareal for de planlagte antenner er afgørende oplysninger for os som producenter.
Når vi ved, hvilke antenner De planlægger at montere på masten eller tårnet, og kender grundens parametre, kan vi anbefale den rette konstruktionsserie. Som hovedregel gælder det, at radiolinjer kræver stive konstruktioner (som er mindst muligt udsat for afbøjning fra vinden), mens rundstrålende antenner har en betydelig tolerance i denne henseende (selvom de er følsomme over for lav afstand). Høj stivhed skyldes oftest konstruktionens vægt, hvilket igen påvirker prisen. Det er derfor værd at overveje, om og i hvilket omfang vi reelt har brug for stor stivhed – for ikke at betale for meget.
En anden faktor, der er værd at overveje, er den ekstra bæreevne med henblik på en fremtidig udvidelse af antennesystemet. Når det gælder master, er det forholdsvis enkelt at øge bæreevnen – inden for visse grænser kan det nøjes med at udskifte wirerne med tykkere og forstærke forankringselementerne. I tilfælde af tårne er denne mulighed ikke til stede. Det svageste led er som regel segmentet tæt på jorden, og en eventuel udvidelse – hvis der ikke er taget højde for dette fra starten – betyder, at det skal udskiftes, hvilket medfører, at hele tårnet skal demonteres.